Mit navn er Kristine Vesti (f. 1973) og jeg er uddannet skrivekunstner på SDU.
Jeg skriver prosa – essays, noveller og kortere fortællinger, og har netop begået min første roman.
Jeg skriver på dansk med dyb respekt for mit modersmål og stor nysgerrighed over for sprogets oprindelse. Jeg elsker synonymordboger, lister over udgåede danske ord og at nørde med sproget, såsom bevidst at vælge ord af olddansk eller norrøn oprindelse frem for græsk og latin i udvalgte kapitler i min første roman.
Født ind i en verden, hvor jeg ofte har følt ikke rigtigt at høre til, har fantasien været min faste følgesvend. Som barn, når jeg under dynens varme dække, skjult for nattens væsner, der lurede utrætteligt bag de blomstrede gardiner, lod mig forsvinde ind i verdener fulde af hekse, løver og garderobeskabe. Ind i verdener, hvor selv jeg kunne være helten. Ædel, modig og måske endda en lille smule snu. Og nu igen som voksen, hvor skrivekunsten og skabelsen af endnu en magisk verden skulle vise sig, at blive min vej tilbage til lyset efter en meget svær periode i mit liv.
Fantasien har således altid været mit trygge sted, men også et sted, hvor jeg har kunnet spejle mig i andre, lade mig udfordre og vokse. Og ordene har været redskabet.
Fuld af taknemmelighed og kærlighed til skrivekunsten håber jeg derfor med mine fortællinger, at kunne give lidt af al det jeg har fået videre til jer derude…
De kærligste hilsener Kristine