Han ser op. Solen hænger lavt på himlen over de nøgne træer. Et tykt lag orangerøde blade dækker jorden, mens en kølig brise smyger sig mellem stammerne. Rammer hans svedige ryg og lader en sitren løbe videre ud i hans krop. Han ryster kulden af sig. Lader blikket glide videre ind i skoven. Retter på riflen over skulderen. Tager en dyb indånding og mærker en pirrende sitren brede sig.
Efteråret har gjort sit indtog – jagten er atter skudt i gang.
Den fugtige skovbund fjedrer under hans fødder, som han bevæger sig frem. Danner et lyddæmpende tæppe. Han har brugt den foregående måned på at sondere skoven. Taget bestik af terræn, træer og anden vegetation. Studeret vildtet. Dets færden. Hvilke veksler det bruger. Hvor og hvornår. Udsøgt sig sit bytte. Riflen er blevet efterset. Skilt og renset. Fingrene kender alle detaljer i det kolde stål og kroppen fornemmelsen af skæftet mod skulderen.
Han stopper et kort øjeblik. Noterer sig vindretningen og bemærker, at den er drejet en smule. En trækning glider over hans læber, hvorefter han ændrer retning. Ned mod bækken. Hans senede krop bevæger sig smidigt. Fødderne lander sikkert på det skrå underlag. Terrænet går nu stejlt nedad. Han glider en smule, men genvinder hurtigt balancen.
Da fornemmer han en dundren i jorden. Hører grene og kviste knække under deres vægt. Flokken nærmer sig. De følger vekslen som vanligt, men har bevæget sig gennem skoven hurtigere end forventet. Han trykker sig mod bladdækket. Holder vejret. Han lader blikket glide op mod forhøjningen med de gamle ege forude. Ved, at han deroppe fra vil kunne komme på skudhold.
En enlig krage letter over ham. Cirkler rundt. Kalder og forsvinder op over trætoppene. Han tager et par dybe kontrollerede vejrtrækninger og ser udåndingsluften fortætte i små skyer. Lukker så øjnene. Lytter. Flokken er stoppet op.
Han slår straks blikket op igen. Tager en vovet beslutning. Lader sig glide længere ned mod bækken, hvor han følger terrænet langs vandet. Skjult bag tæt voksende buske når han bagsiden af forhøjningen. Ascenderer lydløst. Øverst ligger en stor gammel eg. Væltet i stormen sidste år med et kraftigt rodnet ragende op af jorden. Han knæler bag rodnettet. Trækker geværremmen over hovedet og folder støttebenene ud. Lægger sig til rette på maven. Betragter området neden for højen gennem kikkertsigtet. Tager ladegreb. Mauserlåsen glider ubesværet frem og tilbage med en metallisk lyd. Han trækker vejret roligt ind og slår sikringen fra. Placerer pegefingeren langs aftrækkerbøjlen.
Flokken har atter sat i bevægelse og er nu nået frem. Der er hun. Mens resten fortsætter ud ad vekslen, træder hun som forventet ind i lysningen. Strækker sig kort og vender derefter blikket mod solens sidste lave stråler. Står helt stille i det orange flammehav.
Skæftet presses tæt mod skulderen. Kinden let mod kindpuden. Pegefingeren på aftrækkeren. Tømmer lungerne for luft.
Pfloing… det tavse skud fylder alt i et kort sekund. En flok fasaner letter. Hun falder lydløst om i græsset. Han ser sig omkring. Skruer hurtigt lyddæmperen af riflen. Skiller våbenet ad og kommer omhyggeligt alle delene i rygsækken. Den pirrende sitren breder sig atter, som han roligt begiver sig ned ad forhøjningen. Ned mod lysningen.
Han står over hende. Betragter hendes døde krop. Et tomt stirrende blik møder hans. Han vender sit mod den nedgående sol. Mærker pulsen dunke hårdt. Smiler. Så fisker han et par sorte latexhandsker op af lommen og trækker dem på. Sætter sig på knæ ved hendes side. Brystet er vådt af blod. I en langsom bevægelse lader han hånden glide ned over hendes muskuløse lår. Videre ned over knæleddet til underbenet. Griber så resolut fat om hendes ankel og vrister Nike skoen af hendes fod…
© Kristine Vesti, januar 2025
(første udkast oktober 2013)
